Af Frida Bay Lorentsen
Siden Stranger Things, hvor Duffer-brødrene fik os alle til at længes efter kassettebånd, Atari-spil og musik med synthesizer, har 80’er-nostalgi været i høj kurs i Hollywood.
Men i instruktør Ti Wests tredje og sidste kapitel i X-trilogien, Maxxxine, mindes man om, at meget ved 80’ernes USA var kendetegnet af frygt, vold og fordærv.
Året er 1985. Midt i Reagans rædselsregime, hvor kokainen flyder, mens Los Angeles plages af en række brutale mord begået af virkelighedens seriemorder kendt som The Night Stalker. Desuden er landet plaget af en ganske særlig ængstelighed, i dag navngivet The Satanic Panic, hvor store dele af mainstream-USA troede på en stor satanistisk konspiration.
Det er i dette kaos, at Maxine Miller (Mia Goth), alias Maxine Minx, som ene overlever af massakren i ’X’ forsøger at skifte spor fra hendes ellers succesfulde karriere som pornoskuespiller til en “seriøs” karriere som skuespiller. Et ønske, der tilsyneladende indfries, da hun lander hovedrollen i efterfølgeren til en okkult gyser, der ifølge filmens instruktør er en ”B-film med A-film-idéer”.
Dette må have været Wests etos for Maxxxine. På samme måde som X var en hyldesttil exploitation-film fra 70’erne og Pearl til filmens spæde start i 1910’erne, er Maxxxine karakteriseret af sin kærlighed til 80’ernes slasherfilm.
Plotmæssigt er Maxxxine i grunden også lige så simpel som en klassisk slasher. Mens hun forsøger at lægge fortiden bag sig, forfølges Maxine af den sleske privatdetektiv John Labat (en fabelagtig Kevin Bacon), der under en hemmelig arbejdsgiver truer med at afsløre hvad der skete på den texanske gård. Og da hendes bekendte gradvist møder en tidlig død, tilsyneladende ved the Night Stalkers hånd, stiger hendes paranoia.
Spændingen er enormt veludført, og det er da også ved disse likvideringer, at Maxxxine virkelig brillierer. Kroppe skæres i, moses og brændes, og man kan kun frydes (eller holde sig for øjnene) af de udpenslede mord, hvis special effects perfekt efterligner billige effekter fra 80’ernes slasherfilm. I en stilet hyldest til filmkunsten, viger den aldrig tilbage for at være alt for grusom, selv når det er på grænsen til det usmagelige eller småkiksede.
At kalde Maxxxine en ”hyldest” til 80’ernes slasherfilm er måske ikke rammende. Var det ikke for årstallet ved premieren, er filmen en rendyrket 80’er slasherfilm. Denne dedikation til genren er både dens største styrke og største svaghed, og den svære ’A-film idé’ synes fraværende. For hvor går grænsen mellem en dedikeret hyldest og en simpel imitation?
West kommer dog med få opdateringer til genren. Særligt filmenes noget forældede seksualmoral og kvindesyn kommer under en kritisk linse.
Som til sin første casting, hvor Maxine efter udførelsen af en grådkvalt monolog, til sidst bliver bedt om at smide trøjen, for at castingcheferne kan vurdere om hendes bryster også har X-faktor. Selv de kunstneriske produktioner skal have sexappel. Det er ikke svært at forstår hvorfor Mia Goth i sin tid blev castet som hovedrolleindehaver til trilogien. I X og Pearl viste hun en imponerende alsidighed, og Maxxxine er ingen undtagelse. Hun en direkte magnetisk tilstedeværelse, og Maxines iskolde ambition efter berømmelse transformeres gennem Goth til mere end en træt kliché om kvinders ambition som overfladisk og forfængelig. Maxine drømmer om et bedre liv, og arbejder nådesløst for det. I Maxxxine bliver hun endelig til den stjerne, hun altid har været.
Kommentarer